Browsing Tag

Berlin

0 In Personligt

Tak for nu Berlin

Sidste uge var intet mindre end fantastisk!
Jeg er helt vild med at være i Berlin – det har I nok opfanget efterhånden. Ugen med min far og søster har givet mig ny og forbedret energi. At komme til Berlin føles som at komme hjem, vi har været der så mange gange, vi ved hvor alt ligger og det er sådan en rar følelse for mig, da jeg har brug for en høj grad af tryghed. Ugen gik lynhurtigt, og her er en lille oversigt over hvad vi lavede.

Mandag: Ankom vi. Dagen blev brugt på at være i pool, sauna og rende rundt på Kurfürstendamm. Vores hotel ligger midt på Kurfürstendamm, så vi har mange shoppemuligheder og mange restauranter omkring os.

Tirsdag: Havde vi afsat til shopping (meget vigtigt!). Min søster og jeg var i den ene butik efter den anden, og jeg fik shoppet med masse tøj. Der er godt nok forskel på at arbejde og være studerende – lige pludselig skal jeg i tøjet hver dag. Før brugte jeg mange af mine dage i nattøj eller træningstøj – det er nok meget godt at kommer ud af fjerene. Om aftenen var vi ude og spise med min far og hans kollegaer – de er alle vildt søde, og vi jeg får øvet mit engelsk, når man spiser med folk fra en masse lande.

Onsdag: Var vi med min far på arbejde, på modemessen SEEK. Jeg har kun været på modemesserne i Danmark, så det var sjovt at opleve messen i Berlin, og ikke mindst at se min far arbejde. Jeg bliver simpelthen så stolt af ham, han er så dygtig og professionel – han er bare mit store idol.

Min far arbejder med Dickies og den orange bluse er fra deres SS18 Girls kollektion. Jeg er fuldkommen forelsket i den!

Torsdag: havde jeg tømmermænd. Alle vores aftener afsluttes med drinks og onsdag aften var ingen undtagelse. Vi havde heldigvis den skønneste morgenmadsbuffet som hjalp mig til krafterne igen. Senere på dagen tog min far, søster og jeg i Berlin Zoo. Højdepunktet var en skør abe der dansede i sit bur og at se de to nye pandaer.

Fredag: Tog vi alle tre til en anden del af Berlin, vi lavede vores egen Rittersport og gik en tur hen til Alexander Platz og Berliner Dom. Vi var inde i Berliner Dom, som er en fantastisk smuk kirke. Jeg elsker simpelthen at være inde i kirker. Det er noget af det bedste der findes – det er så storslået en oplevelse og det giver mig en sjælelig ro. Vi ville alle tre op og se udsigten fra toppen af kirken – men jeg endte med at lade være. Jeg lider virkelig af højdeskræk, jeg hader alt med højder – så jeg valgte at stoppe på halvvejen, hvilket min far og søster sagde, var et godt valg – da det havde været en lidt vakkelvoren tur ned igen. På den ene side synes jeg det er irriterende at min angst for højder skal stoppe mig, men som min far sagde, så er det vigtigt at man lytter til sig selv. Jeg havde ikke fået noget godt ud af at komme derop, det ville have være rædselsfuldt for mig.

Lørdag: Sidste dag bød på en rolig morgen efterfulgt at shopping og en masse kaffe, inden turen gik hjem. Som i måske kan fornemme har jeg haft en fantastisk uge, lige i min ånd; shopping, god mad, pool, modemesse, kirkebesøg og min far og søsters dejlige selskab. Jeg føler mig så heldig.

Disse to billeder er også fra modemessen. Der var en skøn Urban Beach, og solen tittede frem, så min søster og jeg sad der og slikkede lidt sol. Hvad synes I om mine sko? Jeg ELSKER dem. De er fra Zara.

Xx A.

 

0 In Andet

Off to Berlin

I morgen tager jeg til Berlin – det betyder stilhed på bloggen. Jeg kommer muligvis til at skrive et indlæg eller to fra mobilen, hvis det kan lade sig gøre. Det er virkelig lang tid siden jeg har blogget fra mobilen, og sidst gik det ikke specielt godt.

Jeg skal afsted med min far og søster. Min far skal derned i forbindelse med modemessen SEEK, så min søster og jeg tager med – det er tredje år i træk at vi gør det, og det er bare de bedste ture. Berlin med min far og søster er virkelig noget af det bedste jeg ved.

Dennis og Eddie bliver hjemme, dem kommer jeg til at savne! Dennis og jeg har næsten ikke set hinanden den sidste uges tid – men, det er jo også sundt at savne hinanden engang i mellem. Nogle gange er jeg helt overrasket over at jeg stadig kan savne ham, efter syv år. 😉

Nå, men jeg har jo været i Berlin mange gange før, så jeg har nogle ret klare forventninger om hvad turen vil bringe.

I Berlin skal jeg .. 

  • Shoppe – både min søster og jeg er vældig gode til at bruge penge, så vi skal ud og svinge kreditkortet.
  • Bade – vores hotel er virkelig lækkert og der er et skønt poolområde, så der skal vi klart bruge nogle timer. Og så skal vi også i sauna, det elsker jeg virkelig. Det er simpelthen så afslappende.
  • Måske vlogge? Jeg overvejer at lave en lille film fra turen – kunne det ikke være hyggeligt?
  • Spise god mad og drikke drinks – det er en stor del af at være på ferie.
  • Lave vores egen Rittersport, for det kan man i Berlin og det er bare noget vi skal gøre – igen. 😉
  • Tænde et lys for vores mor i en af kirkerne på Kurfürstendamm.
  • Ud og spise med vores far kollegaer; det er også en tradition efterhånden.
  • Have ægte søster kvalitetstid. Jeg elsker når min søster og jeg har tid til at slappe af sammen, vores bånd er så unikt og jeg nyder altid hendes selskab.
  • Koble af – tage tingene i vores eget tempo og nyde den skønne by.
  • Måske et smut i Berlin zoo? Det er simpelten så hyggeligt.
  • Læse en bog eller to; jeg har både medbragt Nynnes Dagbog og Michael Laudrups Tænder. Begge kan anbefales som ægte feel good læsning.

Her lidt billeder fra sidste års Berlin ture. Først var jeg afsted med min far og søster, og senere på sommeren var Dennis og jeg afsted.

Husk at følg med på Insta, der vil jeg helt sikkert opdatere med stories.
Xx. A